
Baggrund:
Bofællesskabet Krabben etablerede i 2000 en dagbeskæftigelse for Krabbens beboere. Et af beskæftigelsestilbudene var at deltage i et cirkusprojekt omhandlende udarbejdelse og indøvning af cirkusnumre, kulissemaling og fremstilling af rekvisitter. Den første cirkusfestival blev afholdt i august år 2002, og var rettet mod pårørende som gæster. Såvel beboere som pårørende var glade for projektet, og det blev besluttet at arbejde videre med en festival til næste år. Ambitionen var at udvide festivalen til at omhandle medvirkende fra andre bofællesskaber, samt åbne festivalen for alle, især bofællesskaber, men også kommunens børn og andre interesserede. Det blev en overvældende succes, der krævede efterfølgelse. I 2003 ansøgte vi EU om midler til gennemførelse af endnu et cirkusprojekt. Omfanget af cirkusfestivalen voksede, og det krævede flere penge til leje af cirkustelte, toiletfaciliteter, boder og rekvisitter. Vi fik tildelt 25.000,- kr. fra EU, og kunne nu gennemføre projektet. I de sidste 2 år har der været ydet en stor frivillig indsats fra pårørende til ansatte og beboere samt af venner til ansatte. Uden disse frivilliges indsats kunne cirkusprojektet ikke gennemføres i en skala, hvor andre bofællesskaber kan deltage, og publikumsskaren være så stor. Ligeledes har tilskud fra erhvervsdrivende, i form af gaver til tombola, og penge fra Egnsbank Hanherred Fonden været af vital betydning for projektets gennemførelse.
Fra starten af var beskæftigelsestilbuddet rettet mod forsommeren, men i dag arbejdes der med cirkus hele året. Vi har gennem tilbuddet villet give en god og meningsfyldt beskæftigelse for brugerne samt skabe et aktivitets- og samværssted. Det har også været hensigten at skabe en ”egenkultur” og selvstændig identitet omkring dagbeskæftigelsen og cirkusprojektet. Projektet har givet brugerne nye oplevelser og social samvær med andre, som de ikke ellers ville møde, eks. Børnehavebørn.
Formål:
Formålet er i høj grad at skabe et øvested for social kontakt. Ved at skabe kulisser og indøve cirkusnumre kræves der samarbejde, og som sådan opstår der mange læresituationer for social kontakt. Cirkusforestillingen indeholder den alvor og humor, der altid præger en sådan. Derved arbejder brugerne ikke i en fiktiv verden, men fremstår på lige fod med andre cirkusartister i en virkelig verden. Brugerne er i deres cirkusroller i et intenst nærvær med publikum, og mærker tydeligt at de giver noget, som andre har fornøjelse af. Publikum er da også imponeret og bliver mange oplevelser rigere. Der er ingen tvivl om, at cirkusforestillingen giver omverdenen kendskab, kontakt og respekt for brugerne, og skaber et godt vindue og en god profil. Vi mener også cirkusprojektet skaber en kontakt til lokalsamfundet, hvor der vises, at udviklingshæmmede også har noget at give af. Vi er med til at skabe en profilering af Fjerritslev kommune, som et aktivt og initiativrigt område. Og dette sker gennem en kontakt på brugernes præmisser.
Målgruppe:
Målgruppen for cirkusprojektet i dagbeskæftigelsesregi er voksne med en varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Betragtet som cirkusforestilling er målgruppen andre med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne samt kommunens børnehavebørn og folk i lokalområdet.
Succeskriterier:
· At beboerne får en indholdsrig dag
· At der bliver et produkt
· At beboerne oplever succes

Metode:
Brugerne inddrages allerede i idefasen, hvor grundlaget for cirkusforestillingen
dannes. Det er væsentligt, at brugerne har indflydelse på, hvilke
roller eller numre, de ønsker eller ikke ønsker. Strukturen omkring
det enkelte cirkusnummer er ikke mere fastlagt, end der er plads til improvisationer,
og der arbejdes meget med at give ”situationen” plads. Vi forsøger
også at finde inspiration til numre og påklædning i det årlige
karneval i Aalborg, ligesom vi til Sølund Festivalen opsøger gøgl
og sjov.
Gentagelse er et nøgleord i indøvningen af numre og vi arbejder
meget med at skabe begejstring for at fastholde interessen og engagementet.
Desuden lægges der vægt på øget social udvikling og
selvstændighed. Vi lægger ikke blot vægt på at kunne
fremføre en kvalitetsfyldt cirkusforestilling som slutprodukt, men også
på at processen op til cirkusfestivalen rummer indhold og læring
af færdigheder, der ikke fremtræder direkte i en forestilling. Vi
arbejder også en større synlighed i forhold til lokalsamfundet.
At nå et mål på en given tid lægger et stort pres på
både pædagoger og bruger. V i bliver alle mere mennesker af kød
og blod og får øje på skjulte ressourcer, som kan udvikles
i den pædagogiske indsats.
At skabe struktur og rammer, giver brugerne frihed til at udfolde sig. Rammerne
er ikke kun planlægning, men måske som det vigtigste, den ramme
pædagogerne udgør. Cirkusprojektet giver både pædagogerne
og brugerne en ramme, hvor det er tilladt at være den rolle man spiller.
Alle får frihed i rollespillet – en beskyttelse – der giver
mod til at vise sider af sig selv, som måske er svære et vise i
hverdagen.
For at lykkes og få det bedste frem i alle er det vigtig at pædagogerne
acceptere kaos, rummer brugernes frustrationer, begejstres med dem og påtager
sig at være den ramme, der giver tryghed.
Brugerne mærker, hvor vigtigt det er, at alle udfylder sin rolle. Mærker
at alle, uanset hvilken rolle man har, er betydningsfuld for helheden.
Ved at stå på scenen og blive hyldet af et publikum får brugerne
en oplevelse af succes – oplever at de trods deres handicap har noget
at give, som andre bliver glade for – hvilket giver øget selvværd.
På projektet arbejdes der bevidst med at give brugerne større selvværd
og større sikkerhed. Brugerne udfordres, men udfordringen sker i trygge
rammer, så der skabes overskud til at overskride sine grænser.
Organisering:
Cirkusfestivalen er en vigtig brik i Krabben. Cirkusfestivalen bliver bindeleddet
mellem dag- og døgntilbuddet.
Til projektet er der tilknyttet en styregruppe, som består af lederen,
en medarbejder fra dagtilbuddet og en medarbejder fra døgntilbuddet.
Hver medarbejder i Krabben har fået tildelt et ansvarsområde i projektet.
Styregruppen har ansvaret for at tydeliggøre rammerne for projektet,
udbrede kendskabet til projektet i ”baglandet” og sikre den røde
tråd i projektet. Desuden skal styregruppens medlemmer bringe meninger
fra ”baglandet” med til møderne og give informationer tilbage
til ”baglandet”
Det daglige arbejde i projektet gennemføres af dagbeskæftigelsens
medarbejderne og brugerne i fællesskab.
Evalueringsplan:
Projektevalueringen omfatter succeskriterier og mål opfyldelse. Derudover evaluerer vi metode og organisering af festivalen. Evaluering foretages en gang årligt efter endt cirkusfestival.
Visioner:
Vore visioner med cirkusforestillingen er at:
- Brugerne kan fastholde en langsigtet målsætning.
- Brugerne kan identificere sig med rollen.
- Brugerne kan fastholde en aktivitet i en længere periode.
- Brugerne kan præsentere indlærte færdigheder i fysiske udtryksformer.
