Idegrundlag

VISION


Gennem stadig udvikling at opnå frihed og kompetence, som giver mulighed for at udtrykke og forfølge egne mål, samt mulighed for selv at forme sin hverdag.

Dagbeskæftigelsen skal tilbyde udviklingsgivende, meningsfulde og indholdsrige aktiviteter, der er tilpasset den enkeltes kompetencer, for derigennem at øge den enkeltes selvværd, selvtillid og livskvalitet.

FORMÅL

· Finde tryghed og rummelighed i egen bolig
· Få større selvstændighed
· Udvikle sig socialt
· Få et aktivt fritidsliv
· Få et indholdsrigt arbejdstilbud
· Være en del af og deltage i lokalsamfundet.

Bofællesskabet skal fremsætte tilbud, der tager udgangspunkt i den enkelte beboers individuelle behov. Tilbudene skal tilrettelægges således, at beboernes personlige ressourcer inddrages optimalt med henblik på sikring af beboerens personlige udvikling, selvstændighed og oplevelse af livskvalitet.
Boligen skal være det sted, hvor den enkelte får den fornødne støtte og tryghed.


METODER

Vi mener, det er vigtigt at beboerne udvikler selvværd og selvtillid for at skabe grobund for udvikling:
Det prøver vi blandt andet ved:
· At tage beboeren alvorligt og lytte til hvad han/hun har på hjertet
· At stille krav efter kompetence
· At støtte beboeren i egne beslutninger
· At skabe trygge rammer
· At turde vise følelser
· At være ærlige og kompetente
· At have tid til knus og kram
· At støtte i at løse konflikter
· At lære beboeren at elske sig selv, anerkende egene følelser, behov og interesser

Det opnår vi blandt andet ved at beboeren får mulighed for:
· At være en hel person, d.v.s. udvise følelser, blive set, hørt og forstået, bruge sin fantasi, opnå accept og respekt for egen person

I vor daglige arbejde imødekommer vi dette ved blandt andet at:
· Tilbyde forskellige aktiviteter
· Tilbyde udfordringer
· Tilbyde deltagelse i praktiske gøremål
· Tilbyde støtte til at blive selvhjulpen
· Fastholde og skabe traditioner
· Lade beboerne løse konflikter på egen hånd. Vi griber først ind når det er nødvendigt
· Holde beboermøder regelmæssigt

Værdigrundlag


Indflydelse på eget liv. Vi mener at indflydelse på eget liv er en menneskeret. Derfor tilrettelægger vi bevidst arbejdet med beboeren på en sådan måde at mulighed for indflydelse er til stede. Samtidig er vi opmærksomme på, at indflydelsen er afstemt efter beboerens kompetencer.

Medansvar. Vi fritager beboeren fra at skulle tage stilling og træffe beslutninger som overstiger beboerens ressourcer og kompetencer og derved muligheden for at overskue konsekvenserne.

Udvikling. Retten til at drage egne erfaringer samt tillæring af nye færdigheder via pædagogisk støtte. Vi lægger vægt på at se muligheder frem for begrænsninger.

Tryghed og omsorg. Er grundlæggende elementer for en god tilværelse. Det er vigtigt at beboerne kan stole på personalet. ” Det vi siger, er det vi gør ”. Loyalitet overfor aftaler er prioriteret højt i samarbejdet. Involvering og indlevelse i det enkelte menneskes liv er kvaliteter vi vægter højt. Samarbejdet er præget af synlige rammer i hverdagen. Intern rådgivning om beboerne sker i det omfang de selv ønsker og de lovmæssige rammer tillader.

Åbenhed. Det er vigtigt at der gensidigt kommunikeres åbent. Vi taler åbent omkring problemfelter der vedrører den enkelte beboer da vi tror på at man også udvikles gennem konflikter. Der informeres til de pårørende omkring beboernes liv i det omfang den enkelte beboer ønsker.

Respekt. Uanset hvordan vi end er, har alle krav på at blive mødt med respekt. Der tages højde for den enkeltes behov for personlig råderum og privatliv. I denne sammenhæng er vi opmærksomme på at beboerne ikke udvikler en isolering i forhold til omverdenen.

Ligeværdighed. Alle er ligeværdige, men nødvendigvis ikke ligestillede.
Uanset beboernes handicap er de mennesker med de samme grundlæggende behov som alle andre og har krav på at blive mødt på en ligeværdig måde. Ingen kan selvforvalte uden et stærk ”selv”, derfor støtter vi beboerne med at udstikke rammer og sætte grænser for deres ophold i bofællesskabet på en sådan måde at mulighed for udvikling af selvværd er til stede.